Visedikteren Lars Iversen Sæbø (1720-1769)

Av Glenn Murray

          Ut på sensommeren 1749 var sersjant Lars Iversen Sæbø fra det Romsdalske Regiment innlosjert på en gård å Vågstranda. Asbjørn Sæbø forteller:
          "Medan han budde på Vågstranda, ville han vøle skorne sine ein torsdagskveld, og han spurde derfor ei kvinne i losjiet om ho ville spinne litt skotråd. Men sidan kyrne alt var sette i fjøset til natta, torde ho ikkje ta på seg det.- Jesus vart sviken ein torsdagskveld, og etter den lære eller tru som folk hadde i Lars si tid, ville det gå ille med alle som fann på å spinne etter at kyrne var klavebundne torsdagskvelden."
          Hendelsen provoserte Lars til å skrive en mesterlig nidvise mot overtro. Vår tids autoriteter har slått fast at visen er et rasjonalistisk oppgjør med overtro. Det er politisk korrekt, men det er feil. Det er sin kristne barnetro Lars fører i felten mot hedenskapen, - ikke tankens kraft i rasjonalismens uttrykk.

 

"Romsdalsvise fra 1749" Kommentarer og ordforklaringer
Hør til og giv Agt,
      jeg vil nu fortælle hvad for mig er sagt
Om gammel Phantasie og Lærdomme vrang
      som bruges av mange og gaaer udi Svang

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

1. vers

Første vers i en skillingsvise viser ofte hva forfatteren vil med visen.

gaaer udi Svang - vanlig oppfatning blant folk

Før Juul falder ind
      tre Uger paa Stilhed maae du lægge Vind
ei hugge, ei dundre i Huus eller Gaard ;
      Thi derved Ulykke i Fiøset du faaer

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

2. vers

Vers 2 til og med 9 beskriver overtro knyttet til julen.

lægge Vind - legge vekt på

Julaften da maae,
      du selver grandgivelig passe derpaa,
at Kiørkors maa sættes paa Fiøs og paa Dør,
      paa Laden, Øltønden, saa fattes ei Smør,

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

3. vers

Å male tjærekors var en vanlig symbolhandling som kunne hindre mye vondt.

grandgivelig - nøye
kiørkors - kors malt med tjære

Ei heller forhiæt,
      en Liaae i Høstaalet Julaften du sæt.
En Skiøre i Kornet du sætte maa,
      og Øxen, lad den over Fiøsdøren staa.

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

4. vers

 Stål hjalp mot mange vonde makter.

forhiæt - glemme
høstaal - der høyet ble lagret, gjerne hardpakket
skiøre - sigd

Gaae ei uden Lys,
      Julaften alene udi noget Huus.
Sov ei i Udhuse det er ikke ret,
      men mit paa Stuvgulvet det passer sig net

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

5. vers

Juleaften sov alle i huset halm lagt utover stuegulvet. De underjordiske sov i sengene. På 1800-tallet prøvde kirken å gi skikken et kristent innhold ved å sammenligne tradisjonen med Jesu krybbe.

Lad Bordet ogsaa,
      beprydet Julaften med Retterne paa
at de Underjordiske kan faae sig Mad,
      sæt Øl under Skabet saa giør de seg glad

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

6. vers

Helt inn i vår egen tid var det skikk å la maten stå på bordet Julenatten. Etterhvert ble vel det reelle innholdet at gjestene skulle kunne ta seg nattmat, ikke et tilbud til de underjordiske.

Og Naar du opstaaer,
      Julmorgen saa spis før i Fiøsen du gaaer,
en Karl maa først gaae i Fiøsen med hast,
      thi ellers er Lykken aldeles forkast

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ; Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

7. vers

Julmorgen ogsaa,
      først Oxen, saa Koen, der hilses og maae;
Og dersom du Fiøsen den dag giører reen,
      da maae du dig vare, [at] du faaer ei et Meen

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

8. vers

Mange trodde at husdyrene kunne snakke denne dagen.

Men Stephani Dag,
      giør Fiøsene rene med Lyst og Behag,
men ganske betidlig før Dag bryder frem
      for de Underjordisk', fortørner ei dem

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

9. vers

Stephani dag er den 26. desember, og med dette verset er Lars ferdig med overtro knyttet til julen.

fortørne - fornærme

Men Kalver en Koe,
      og du vil forandre, den have i Noe,
den første Melk hiennem en Hamle Korssiil,
      saa skal hun bevares foruden al Tvivl

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

10. vers

i noe - i ny(måne)
hamlekorssiil - humlesil med kors i

Forsigtig den er,
      hvor til alle Dievle nok har sin Begier,
At de skal studere paa Hexernes Konst,
      thi ellers er Lykken Aldeles omsonst.

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

11. vers

omsonst - forgjeves

Og dersom din Koe,
      sig tager ei Kalv paa et Aar eller to ;
Saa tag en Mands Buxe giv hende et Slag,
      sligt skeer nok til Dievelens største Behag.

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

12. vers

Men vadskes dit Haar,
      da maae du ei vende dit Hoved i Nord,
slig Lærdom maae alle beflitte sig paa,
      som Pinen og Helvede tænker at faae

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

13. vers

beflitte - passe på, bestrebe seg

Tag ogsaa i Agt,
      hvad gamle Rungurri i fordum har sagt,
lad Koerne over en Skierring gaae ud,
      naar de skal til Sætters det er hendes Bud.

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

14. vers

Rungurri - trollkjerring

skierring - skjerding (til å henge gryter over varmen)

Forsøm ei dit Brød,
      en kors giør derover med Ild eller Blod,
Meeltønden, med Tommelen korses og maae,
      at den ubehindret i Lofter kan staae.

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

15. vers

Men daglige Konst,
      maae bruges thi er alting omsonst,
at Døren maa lukkes før Slaaen er paa ;
      Saa kan du jo Venskab med Hexerne faae.

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

16. vers

omsonst - forgjeves

Hvor Rendbommen gaaer,
      det Huul hvor i Stangen befæstede da staaer,
naar Bommen udtages, da tag dig en Brand,
      og stik den i Hullet det snarest' du kan.

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

17. vers

Rendbommen - hespetre som står i et hull i en bjelke e.l.

brand - (her) glødende vedskie

Men kommer her frem,
      Runkiellinger søg da din Lykke hos dem.
Og lad dem dig lære det koster ei Guld,
      de er vel fornøiet med Smør og med Uld

Naar Klaven paa Koen om Torsdags Qvel er ;
Da spind ikke meer, da spind ikke meer.

18. vers

runkiellinger - trollkjerringer

Men tænker du paa,
      at bruge hvad her annoteret mon staae.
Da er du skinbarlig i Dievelens Hand,
      hvor idel Forbandelse træffer dig an.

Og Døden dig fører til Pølen saa grum.
O vend dig om, o vend dig om.

19. vers

Fra og med dette verset endrer visen karakter og omkvedet byttes med en etterslenger.

Bed inderlig [til] Gud,
      Han vil dig bevare du ei mod hans Bud,
maa bruge slige vrange fordømmelig ting,
      som er jo forbandet [av] al Verden omkring.

Men giør al din Gierning i Jesu hans Navn.
Saa fremmes dit Gavn, saa fremmes dit Gavn.

20. vers

Lars forteller at det ikke er egen fornuft, men troen som er vaksinen mot hedenskapen.

Bønnen beskytter både mot det 'overnaturlige' og mot skadevirkningene knyttet til selve overtroen.

Guds Villie jo er,
      som Solen klart tindrer hos os for enhver,
at ingen Undskyldning kan hjelpe en Grand
      vor egen Samvittighed vide det kan.

At Hexen er jo forbandet af Gud.
Og giør mod hans Bud, og giør mod hans Bud.

21. vers

 

Biografi
          Lars Iversen Sæbø er den første visedikteren i Romsdal vi kjenner navnet til. Lars ble født i Voll sogn c1720, og døde rett over nyttår i 1769. I sin ungdom dro han til Kjøbenhavn og ble utdannet underoffiser. Det sies at Lars lærte seg dikterkunsten byen. Etter at han kom tilbake fra Danmark, reiste Lars i flere år rundt og inspiserte mannskapene i kompaniet sitt. Det kan ha vært på en av disse turene at han ble nektet beksøm på Vågstranda. Sæbø ble gift med Alet Ellingsdotter Bruaset. Om sin Alet sa Lars at : "Ho e' so fin at småbjørkja legg se før 'nå når 'o gjeng hæm over Bruasætøygarain". Sagt på Romsdalsk var Alet ei vakkerdrøs.

          Tonen til denne visen var salmen Far Verden, Far Vel. Teksten over er blant annet gjengitt i "Syng som folk" av Arild Hoksnes og Marit Rekdal, og Romsdal Sogelags årbok for 1922. Teksten ovenfor er fra 1807, men det finnes flere versjoner av nyere dato. Visen beholdt sin aktualitet i mer enn hundre år.
          I mangel av en kjent tittel fra forfatterens hånd, kalles visen ofte for "Romsdalsvise fra 1749". I Biblioteca Norvegica I, refererer Hjalmar Pettersen til visen som: " Nordmændenes Glæde over Cron:Printz Christians Fødsel den 29. Januarii Ao. 1749. Eenfoldig sammenskrevet af Lars Sæbye, Trondheim, trykt hos Jens Christ. Winding. Digtet er datert Molde 25. Februar 1749."

©1998 Glenn Murray

Home

www.murray.as